Hygiejneprisen og skoletoiletter
Brave og Ballerup Kommune er nomineret til Hygiejneprisen 2017, for deres “Toilet Heaven”. Der er et tæt opløb mod Københavns Kommune – Hjemmeplejen Indre By/Østerbro.
Toilet Heaven løser det ægte problem med skoletoiletter. Du kan ikke tale om børnehygiejne, når der ikke er vand i hanen og toilettet lugter af tis. Det er disse problemer vi løser. Skoletoiletter er et komplekst problem. Børneadfærd og hygiejne ligeså. Derfor er der ingen nemme løsninger og hurtige forklaringer.

Hygiejnen i folkeskolen er dårlig
Børn vasker ikke hænder og efterlader toiletterne i en uacceptabel tilstand. Der er tis og lort på sædet og på gulvet. Forklaringen er, at eleverne sviner toiletterne. Men børneadfærden udgør kun 15% af problemet. 85% af alle problemer med hygiejne og dårlige toiletter skyldes voksenadfærd.
Et skoletoilet er et offentligt toilet
I folkeskolen er der intet ejerskab til skoletoiletterne. At drive et skoletoilet involverer over 15-20 forskellige interessenter i kommunen, rengøringsfirma, vedligeholdspersonale m.v., foruden lærer og elever. Det er derfor det går galt.
Hovedproblemerne er:
- Fysisk udformning og vedligehold.
- Rengøring og rengøringsfrekvens.
- Vedligehold og tilkaldereaktionshastighed.
- Lærer skal tage ejerskab.
- Ledelsen skal prioritere økonomi og tid.
- Eleverne skal lære god adfærd.
Det nytter ikke at fortælle børn, hvordan de skal vaske hænder, når toiletterne er ulækre. Det nytter ikke at forklare dem, hvordan man skal bruge sæbe, når der ikke er sæbe i dispenseren og når der ikke er vand i hanen.

Et andet fokus på rengøring
Nogle vil hævde at ovenstående tilstande ikke hersker på deres skole. Det kan vel være rigtigt. Men så sent som i sidste uge har jeg kontrolleret 3 folkeskoler og jeg har erfaring for over 1.000 skoletoiletter.
Toiletterne er ulækre
Vedligeholdstilstanden er ofte under alt kritik. Det er ikke ualmindeligt at 2 ud af 3 toiletter ikke fungerer. Der er ikke vand i hanen. Der er ikke lys. Låsen fungerer ikke. Håndtørreren virker ikke. Der er ikke papirhåndklæder. Der er ikke sæbe.
Rengøringen er også kritisabel. Vi taler gammelt tis på væggen og år gammelt snavs i fugerne. Lyset har ikke fungeret i over 14 dage og låsen virker ikke.
Det største problem er antallet af toiletter. Der er op til 50-75 besøg på et toilet på en dag. Men kun rengøring én gang om dagen. Dårlig hygiejne og dårlig trivsel på skoletoiletterne skyldes ikke børn. Det er de voksne der har et problem.
Vil du skabe gode skoletoiletter kan du ikke snyde. Du skal have alle elementer med i processen. Når du først har et toilet med vand i hanen, der er rent og låsen virker. Så kan du begynde at tale om hygiejne og god børneadfærd.
Vi løser mange af disse vigtige problemer med vores koncept Toilet Heaven.
Læs hvordan Ballerup Kommune fortæller om Hygiejneprisen og om begrebet Toilet Heaven